Vælg en side

Der er stil over farverige flasker, høje, elegante glas og flotte, velsmagende cocktails. Hvis du gerne vil imponere dine gæster til en soiré, har du brug for et velekviperet barskab, så du kan lange op med flotte drinks på rigtig maner. Her er 4 cocktails, der er nemme at lave, og som vil være en pryd til din fest.

Den nemme kending: Gin & tonic

Denne drink er så nem som navnet antyder. Du skal blot bruge to ingredienser: Gin og tonic. Bermondsey tonic er et sikkert hit, hvis du gerne vil opnå et stilet look, og hvis du føler dig ekstra fin, kan du pynte dit glas med en skive lime og smide et par isterninger i. Gin & tonic er en gammel cocktail, som alle kender og elsker. Den har sin vante gang i dit barskab, og da den er nem og ligetil, er der heller ingen grund til at udelukke den fra din fest.

Den klassiske spion: Martini

”Shaken, not stirred,“ lyder de berømte ord fra den velkendte James Bond karakter, men selvom du ikke har licens til at dræbe og ikke har for vane at bedåre smukke kvinder og derefter springe ud fra en flyvemaskine i faldskærm, hører den klassiske Martini cocktail alligevel hjemme i dit barskab. Alt, du skal bruge, er gin og vermouth serveret i et afkølet martiniglas med oliven som pynt, og så er du sikker på at nyde din alkohol med god stil ligesom Bond, James Bond. Det kan nu godt være, du alligevel må trodse agent 007’s berømte catchphrase og røre rundt i din cocktail i stedet for at ryste den. Det bliver den faktisk bedre af.

Den opfriskende instagrammer: Aperol Spritz

Alting behøver ikke være så alvorligt for at du kan holde linjerne stilfulde og give din fest et ’classy touch’. En opfriskende Aperol Spritz vil se flot ud mellem hænderne på dine instagramværdige venner. Med sin flotte orange farve vil denne cocktail give din sommerfest et elegant pift og tage sig godt ud på billederne fra festen. Smagen er nu heller ikke værst.

Alkoholflasker i bar

Den sobre chauffør: Lime & tonic

En god cocktail behøver ikke nødvendigvis at indeholde alkohol. Den nemme gin & tonic kan tilpasse sig den sobre, der enten ikke vil eller kan drikke alkohol, uden problemer. Erstat blot gin med lime, for at give cocktailen lidt kant, så kan chaufføren i dit selskab også være med på den stilrene linje uden at udfordre skæbnen på asfalten.